Det kommunale oprør – perspektiv og strategi

Den 12. januar indkaldte LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger – hovedstadens største pædagogiske fagforening med 11.300 medlemmer) til møde. De inviterede var repræsentanter fra de fagforeninger i København, der har medlemmer, der er ansat i kommunen, og emnet var regeringens omprioriteringsbidrag.

Oplæg til perspektiv og strategi - af Jan Hoby, Næstformand i LFS

I indkaldelsen lød det: Regeringen har valgt at foretage et frontalt angreb på den offentlige sektor med den seneste finanslov, økonomiaftale med KL og omprioriteringsbidraget. Det må og skal forhindres! Men det kræver, at alle fagforeninger står sammen, handler sammen og mobiliserer sammen. Ingen kan vinde alene. Det er ikke gjort ved en markering, men ved et længerevarende pres fra tidligt forår til juni (Økonomiaftale mellem regering og KL) og igen efter sommerferien frem til Budget 2017 skal vedtages, i oktober. Forskelligt fokus, men samme pres.”
Mødet blev afholdt fredag den 29.januar, og det tog kun halvanden time at blive enige om at starte en offensiv, som fik navnet ‪#‎VelfærdsallianceDK. Målet var ambitiøst: Vi ville have 98 demonstrationer i 98 kommuner den 12.maj.

Der var mange, der dødsdømte projektet – både blandt venner og fjender. Men vores analyse var, at finanskrisens hårdhændede indvirkning på lønmodtagerne og deres faglige organisationer siden 2008 er ved at aftage. Forskellen mellem politikernes ord om nødvendige nedskæringer, samtidig med at de påstår, at det ikke ødelægger velfærden, klinger ikke blot falsk, men er direkte provokerende. Virkeligheden for offentligt ansatte er en brutaliseret hverdag, hvor faglighed, arbejdsmiljø og kritik holdes nede. Frustrationer, vrede og indignation fylder i medierne og digitale platforme fra offentlige ansatte, pårørende og borgere i almindelighed. Men ingen har hidtil taget initiativer, der kunne sætte politiske ord på følelserne og omsætte dem til faglige handlinger.

Fagbevægelsen har siddet på sine hænder

Siden finanskrisens start i 2008 har fagforbund og fagforeninger siddet på sine hænder og ikke haft en modfortælling mod ”nødvendighedens politik” og New Public Management. De har placeret sig i en passiv og tavs tilværelse under den tidligere socialdemokratiske regering, mens nedskæringerne og presset på de ansatte fortsatte. Siden den borgerlige regering tiltrådte, har fagbevægelsen (med FOA som undtagelsen) været meget forsigtige, og blandt andet lydigt accepteret Løkkes præmis om, at både dagpengeaftalen og indslusningsløn for flygtninge var en nødvendighed for overhovedet at være med i trepartsforhandlingerne.

Fagbevægelsen har været bange for at tage initiativer, fordi de er i politisk vildrede og frygter, at et initiativ enten fejler eller løber ud af deres kontrol. Men vores analyse og kontakt med især vores tillidsfolk og medlemmer i LFS gjorde, at vi vidste, at tiden var kommet til at sætte kollektiv handling bag frustrationerne og vreden.

I dag lidt mere end tre måneder senere har 99 fagforeninger, faglige klubber og andre organisationer meddelt, at de støtter op om #VelfærdsallianceDK. Og der er anmeldt 61 demonstrationer/markeringer den 12. maj – fordelt på hele Danmark – og flere er på vej. Det ‪#‎Kommunaltoprør har præget mange 1. maj begivenheder rundt i landet, og mange flere har hørt om demonstrationer i deres kommuner. Det tegner godt for den fremtidige kamp mod "Nødvendighedens politik".

En mere modig og markant fagbevægelse og venstrefløj ser i øjeblikket dagens lys i forberedelserne til den 12.maj og åbner perspektiver for fremtiden.


Omprioriteringsbidraget – en offensiv strategi

Lars Løkke Rasmussens regering er den smalleste regering siden Hartling i 1973. Regeringen er ikke svag. Den er handlekraftig og målrettet. På alle væsentlige og afgørende punkter, hvor det handler om at undergrave velfærdsstaten og sparke nedad, er der sammenhold i blå blok. De har i enighed gennemført forringelser for arbejdsløse, indført kontanthjælpsloft, sat flygtningene på fattigydelser og sat pensionisternes boligstøtte ned. Gyllegate er ikke det generelle billede.

Den nyliberale krisepolitik fortsætter med uformindsket styrke. Regeringen gør fortsat finanskrisen til et spørgsmål om offentlig uansvarlighed, som danner baggrund for regeringens frontale angreb på den kommunale velfærd.

Uanset hvordan vi vender og drejer det, vil omprioriteringsbidraget sammen med mange års serviceloft, knække rygraden mange steder i den offentlige sektor. Der er ikke flere ”gratis” penge at hente.

Bag omprioriteringsbidraget gemmer sig en klokkeklar ambition. Nemlig realiseringen af Anders Fogh Rasmussens ”Fra socialstat til minimalstat”, hvor milliarder skal omfordeles fra den fælles velfærd til de riges lommer. Den ambition deler regeringen med de andre aktører, der arbejder strategisk på vegne af de rige og erhvervslivet. De har en plan, som Dansk Industri har formuleret, og som Cepos i en uendelighed propaganderer for, om, at langt over 100 milliarder skal omfordeles via mindre velfærd og mere arbejde fra os. Det vil vi se foldet ud, når regeringen præsenterer sin 2025-plan til sommer.

Der er ingen mulighed for at vente længere med at organisere et modsvar. Jo længere vi venter, des mere tid giver vi regeringen til at organisere deres næste angreb på velfærden og vores arbejdsforhold.

Fra ide til proaktiv handling: 98 demonstrationer i 98 kommuner

De fleste kampe, der kæmpes, er reaktive kampe, hvor der kæmpes, når skaden er sket, og realiteterne er gået op for folk. Men med velfærdsallianceDK og det kommunale oprør vil vi det anderledes. Vi ønsker at gå fra reaktiv reaktion til proaktiv, koordineret og synkroniseret fælles handling. Vi vil ikke, som vi har gjort år efter år, vente på at de nye milliardbesparelser er gennemført, og kollegerne er fyret, og hjemmeplejen forsvundet.

Faglig stolthed, professionel kvalitet og fællesskabsudvikling opbygges og udvikles altid lokalt. Det samme gør faglig styrke, kollektiv handling og sammenhold. Arbejdspladserne er derfor nøglen til at opbygge en ny bevægelse, der grundlæggende begynder kan ændre på styrkeforholdene i samfundet. Arbejdspladserne som faglige bastioner og handlingsfælleskaber skal genopbygges på kort og lang sigt.

En af fare for en ny bevægelse er at gentage tidligere fiaskoer. Særligt fagbevægelsen har en nedgroet konservativ tradition med at gøre, som vi plejer, uanset om situationen tilskriver andre handlinger. I velfærdsallianceDK har det været os magtpålæggende at undgå at vores initiativ blev endnu en gang business as usual, hvor en række faglige organisationers topfolk brugte en del tid på at blive enige om nogle kritiske ord, men uden at der blev forsøgt

organiseret noget som helst, arbejdspladserne kunne tage del i.
Vores udgangspunkt er, at dørtrinnet ind til at blive en aktiv del af det kommunale oprør skal helt væk. Alle kan være med. Alle bor i en kommune. Så alle er en del af kampen imod omprioriteringsbidraget. Alle bliver ramt, uanset om man er offentlig eller privat ansat, ung eller gammel. Den virkelige ressource findes, men skal have mulighed for at virke, så derfor er den lokale og lige adgang afgørende for at skabe bevægelse.

Fagbevægelsen en syg mand i sengen

Fagbevægelsen er en syg mand i sengen. Og en syg mand, som har været sengeliggende i mange år, rejser sig ikke og løber en marathon, selv om VelfærdsallianceDK og det kommunale oprør den 12. maj allerede er en succes.
Ambitionen har også udstillet fagbevægelsens, den faglige venstrefløjs og venstrefløjens store svagheder. Der er fagforeninger, fællestillidsrepræsentanter, tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter i alle 98 kommuner. Der er venstreorienterede og sociale bevægelser i næste alle landets kommuner. Men alligevel har der mange steder været rådvildhed og stor uerfarenhed med at få organiseret, mobiliseret og inddraget sig selv og andre op til den 12.maj. Der er fagforeninger som er tilsluttet VelfærdsallianceDK, men som intet har gjort for at opreklamer græsrodsinitiativet på deres hjemmesider, Facebook eller til deres tillidsfolk og medlemmer. De er kun med af navn og ikke af gavn.

Det handler ikke om at pege fingre ad nogen. Men blot en kælderkold konstatering, som det vil kræve blod, sved og knofedt at ændrer på. Men det positive er, at vi er godt i gang.
12. maj er på mange måder en lakmusprøve på fagbevægelsens tilstandsrapport, hvor nye fagforeninger og tillidsrepræsentanter vil træde i karakter. Men også for de sociale bevægelser og venstrefløjen vil evnen til at handle andet end i deres egne cirkler vise, om de kan bidrage til at skabe bevægelse i praksis. Lad os i fællesskab blive klogere på tilstanden og bruge det til at komme videre.

Vores bedste mulighed i lang tid

#VelfærdsallinceDK er fagbevægelsens, den faglige venstrefløjs, de sociale bevægelsers og venstrefløjens bedste mulighed for at ændrer på styrkeforholdet. Det er vores bedste mulighed for at starte opgøret med ”Nødvendighedens politik” og alle dem, der støtter ”Nødvendighedens politik.

VelfærdsallianceDK er en enkeltsagsbevægelse. Vi har kun et krav: Omprioriteringsbidraget skal droppes. Ingen økonomiaftale mellem regeringen og KL, hvis det indeholder omprioriteringsbidraget. Men velfærdsallianceDK har potentiale til meget mere!

Vores modstandere: Regeringen og arbejdsgiverne handler strategisk, synkroniseret og koordineret. Det er på tide, vi gør det samme – Dansk Naturfredningsforening kunne gøre det den 31. januar 2016 kl.17.00. Den 12. maj tegner til, at vi lykkes med at gøre kunststykket efter. Blot med større og længerevarende effekt.

For mig ser den kommende tids opgaver ud på følgende måde

Mobilisering omkring økonomiaftalen i juni

  1. Vi skal argumentere for, at KL skal stå fast – ingen økonomiaftale uden at omprioriteringsbidraget er væk.
  2. Velfærdsalliancen skal invitere til en ”islandsk” happening/fanevagt, der kan udvides til en større mobilisering om nødvendigt. Måske vi symbolsk kan ”holde forhandlerne inde i lokalerne”, til de er kommet ud med et ordentligt resultat.
  3. Kan situationen bære større fælles koordineret og synkroniseret aktiviteter? Det må den københavnske kerne fra velfærdsalliancen bedømme, men vi skal være klar til at mobilisere.
  4. Der skal organiseres et beredskab i Hovedstadens tilsluttede organisationer i Velfærdsalliancen.
  5. Der skal organiseres et beredskab i provisen til at ”belejre” borgmestre for at fastholde presset på KL’s bestyrelse.
  6. Vi skal opfordre S, SF, Radikale og Ø til hasteindkaldelser af kommunalbestyrelser eller lignende i hver kommune.

Vi skal have forberedt en offensiv på sociale medier – til mobilisering/shitstorm mod regeringen/Dansk Folkeparti og andre politikere, der siger OK til omprioriteringsbidraget


Bevægelsens fremtid – et bud

Alle kommuner kommer til at kæmpe i efteråret, uanset om omprioriteringsbidraget bliver til virkelighed. Bliver omprioriteringsbidraget til virkelighed, vil det formentligt blive mere markante budgetkampe end set i mange år. Men de vil være ukoordinerede og ude af takt. Skal det undgås, kræver det, at vi udvikler græsrodsinitiativet efter 12.maj, og at vi styrker samarbejdet på alle leder og kanter i alle kommunerne.

  1. Fokus på den lokale forankring – fortsæt de lokale velfærdssamarbejder – aftale lokale møder efter 12. maj. Den lokale kommunale forankring skal styrkes og udbygges efter den 12. maj
  2. Landsdækkende aftenmøde i velfærdsalliancen den 19.maj i Aarhus kl.19.00. ”Hvad må der gøres fremadrettet”
  3. Involvering af bredere grupper lokalt frem mod det kommunale budget. Fx at få forældre eller pårørende til at gå sammen med personalet i konkrete krav. Det vil sige, at vi arbejder for at skabe dybde og udbrede mobiliseringen lokalt.
  4. Fortsætte velfærdsalliancen som fælles paraply/græsrodsinitiativ – det afgørende er, at de kræfter, som vil mobilisere i praksis, har et fælles forum. Det bliver der brug for til de lokale kommunale budgetforhandlinger.
  5. Forbundene og de traditionelle strukturer (LO-storbyerne) må vise konkret vilje til handling fx ved at tage ansvar for en stor demonstration til Folketingets åbning. Det skal vi politisk arbejde for og udfordre dem til.
  6. Det er samtidig vigtigt, at en demonstration ved Folketingets åbning kan inkludere de sociale bevægelser, de grønne organisationer, de mellemfolkelige organisationer og de uddannelsessøgende. Alle, der har et horn i siden på ”Nødvendighedens politik”, skal inddrages i forberedelserne til demonstration til Folketingets åbning. Men på eget grundlag, egen dagsorden, men koordineret og synkroniseret fælles handling.

Videre perspektiver: Næste års økonomiaftale mellem regeringen og KL, Kommunal valg november 2017 og overenskomst 2018

Handlingsfælleskaber der handler fælles!

Vi har en historisk mulighed. Ikke siden 70’erne der været større mulighed for, at progressive ideer igen kan spille en central rolle i samfundet været større. Men der er ingen automatik i, at det nødvendigvis bliver progressive ideer der får overtaget.

Lad os, som den italienske socialist Antonio Gramsci engang sagde, være; ”optimistisk i fremadrettede aktiviteter og kritisk-pessimistisk i vores analytiske vurderinger”. Der er ikke brug for jubeloptimisme og revolutionen-står-lige-for-døren retorik, men kælderkolde og nøgterne analyser af den faktiske virkelighed. Der er ingen quickfix på det lort, vi står i (undskyld udfordringer).

Forandringen af fagbevægelsen starter med dig, uanset om du er menigt medlem, TR, AMR, afdelingsbestyrelsesmedlem, kongresdelegeret, hovedbestyrelsesmedlem eller ledende frikøbt tillidsrepræsentant. Det starter med, at du sammen med dine kolleger kræver, at fagbevægelsen (igen) bliver en bevægelse i bevægelse for et bedre og mere retfærdigt samfund.

Det handler ikke om, om du er medlem af det ene eller andet parti, eller om du er politisk hjemløs. Det handler heller ikke om, om du er mere eller mindre rød. Det handler om, at alle os der ikke vil smide 150 års tilkæmpede rettigheder på den historiske mødding står sammen og gør fagbevægelsen til alle medlemmers bevægelse. En bevægelse hvis opgave er at være den samfundsforandrende bevægelse.

Mange har påpeget faren for social uro i forlængelse af finanskrisen. Andre af os håber på og erkender nødvendigheden af socialt oprør.

Forskellen på de to positioner ligger i politisk organisering, retning, visioner og strategier.

Vi har bevægelsen, vi har fællesskabets styrke, og nu hvæsser vi viljen, modet og visionen.

Kampklar hilsner


Jan Hoby, næstformand i LFS

 

En forventelig tidlinje ser sådan ud

  • 12. maj demonstrationer
  • 13. maj er der forespørgselsdebat i Folketinget om kommunernes økonomi – en måling på om trykket på regeringen virker
  • 19. maj Velfærdsalliancen holder TR-stormøde
  • 9.juni FOA indkalder til landsdækkende TR & AMR møde i Odense
  • Primo juni – Økonomiforhandlinger/mobilisering
  • Primo juni: ”Islandsk” happening foran/og mellem KL & Finansministeriet under økonomiaftale forhandlingerne
  • August – regeringens finanslovsforslag
  • August – kommunale nedskæringsbudgetter
  • September – Kommunal mobilisering mod nedskæringer –
    4. oktober - Folketingets åbning/Mega demonstration for alle, der vil et oprør med ”Nødvendighedens politik” – Fagforbund må gå foran sammen med sociale bevægelser/initiativer
Velfaerdsall Mener @kommunerne der er penge nok til velfærd, siden de indgår økonomiaftale med @larsloekke om #skattelettelser https://t.co/R5P5ISwntN
Velfaerdsall Desværre tyder meget på at @larsloekke vil kræve flere velfærdsnedskæringer i forhandlinger med @kommunerne #dkpolhttps://t.co/uKyqSUg1Mn
Velfaerdsall Godt opråb fra faglige ledere til @folketinget Skal velfærdsnedskæringer stoppes kræver det at holdning gøres til h… https://t.co/RgWkxpt3cn
Velfaerdsall Krammer til @kommunerne - STÅ FAST mod nedskæringer på den offentlige velfærd. #sammenstårvistærkest #kompoldkhttps://t.co/vuBpvyA2uH
Velfaerdsall @larsloekke vil trumfe nedskæringer med x-tra 2 mia. nedskæringer i forhandlinger m. @kommunerne https://t.co/OzHUqOGHIN #dkpol #kompoldk